Madordning

Forældrene i Minimax har ved afstemning vedtaget at indføre forældrebetalt frokostordning, således at vi fortsat tilbyder fire måltider om dagen. Den forældrebetalte ordning trådte i kraft pr. 1. august 2012 og gælder for 2 år ad gangen. September 2014 er der igen stemt ja til frokostordning, som gælder de næste 2 år.

I Minimax vægter vi en god og varieret kost højt, og derfor sætter vi stor pris på vores uddannet ernæringsassistent, der gennem kosten tilgodeser børnenes behov, og derved giver børnene de optimale muligheder for læring og udvikling. Lydene, duften, synet og smagen er alle sanseindtryk, som er en del af den fælles madoplevelse, som børnene får i vuggestuen. Vi oplever ofte, at børnene er mere villig til at springe ud i nye madoplevelser, og vi hører tit fra forældre: ”Guuud, vil Peter gerne spise grøntsager heroppe? Det vil han slet ikke derhjemme”.

Vi er som vuggestue med til at skabe de gode madvaner, og når børn og voksne sidder sammen om bordet, taler vi om den mad, vi spiser, vi lærer at spise med ske, kniv og gaffel, og vi spiser mad med forskellige konsistens. Set med de pædagogiske briller har vi med andre ord en oplagt mulighed for at bruge det fælles måltid som læringsafsæt.

”Det er en lun forårsdag, og vinteren har endelig sluppet sit kolde tag i Danmark. De fleste børn i vuggestuen Minimax er ude og nyde solen på legepladsen, men for en lille gruppe sommerfuglebørn byder dagen på noget andet: De skal nemlig hjælpe med at lave mad. Menuen står på fisk, og børnene skal hjælpe med at panere og gøre klar. Det er rigtig spændende. Flere af børnene synes, at sådan en fisk er sjov at se på, og den er underlig og glat at røre ved. Sammen med Kristine bliver der paneret så mange fisk, at raspen står om ørerne på dem. Nu bliver det spændende, om sådan en underlig fisk nu også smager godt.... DET gør den. Børnene i hele huset spiser sig godt mætte, men især inde på sommerfuglestuen bliver maden nydt – ja, tallerknerne med fisk bliver faktisk fyldt op både to og tre gange. Det er nogle glade og tilfredse børn, der kommer ud at sove.”