Udsatte børn

Overordnet ser vi en underretning som anmodning om hjælp fra systemet, når vi ikke længere kan klare det i eget regi. Vi kender vores pligt til at underrette.

Hvornår underretter vi?

Vi underretter altid med det samme ved mistanke om:

  • overgreb, seksuel misbrug
  • vold
  • pludselig voldsom ændring i barnets adfærd

Vi underretter også, når vi har observeret:

  • mistrivsel hos barnet
  • manglende udvikling hos barnet
  • behov for tværfaglige samarbejdspartnere om barnet og dets familie

Når vi er i tvivl, SKAL vi altid drøfte, om vi skal underrette og begrunde vores valg.

Når vi møder et udsat barn

Vi drøfter/reflekterer over præmisser/RIG (hvad har barnet med sig):

  • Hvordan ser vi barnet?
  • Hvad kan vi gøre ud fra det, vi ser?
  • Hvad har barnet brug for?

Eks.

  • Vi finder barnets ressourcer
  • Vi fortæller positivt om barnet og dets historie
  • Vi laver struktur og forudsigelighed
  • Vi finder en omsorgsperson, der matcher barnets behov
  • Vi laver små grupper
  • Vi sørger for rolige ramme
  • Vi undersøger barnets præmisser (hvad betyder barnets adfærd?)
  • Vi finder præmisserne og tolker disse ud fra vores forestillinger
  • Vi opstiller nogle arbejdshypoteser, som vi handler ud fra – de evalueres efter ca. 2 uger, hvorefter der eventuelt opstilles nye arbejdshypoteser
  • Vi finder en ”mor”, dvs. ”en sikker havn”
  • Vi arbejder med inkluderende processer (inklusion trods særlige behov)

Barnets trivsel kan vurderes groft ud fra, om det kan:

  • lege med andre børn
  • have relationer til andre børn
  • have relationer til voksne

Vi vægter teamwork i arbejdet med udsatte/sårbare børn. Vi ved, at det kræver indsigt og forståelse fra kollegaerne, hvis alle i teamet skal kunne træde til og understøtte, at der arbejdes hen imod de opstillede mål.
Derfor er det vigtigt:

  • at man anmoder om en pause fra barnet, når man har brug for det
  • at man sammen kan reflektere
  • at man tillader at blive forstyrret i sin praksis
  • at vi anvender den positive og relationsorienterede tilgang (ICDP)

Husk at vi ved: Det er de voksnes ansvar at hjælpe barnet til at ændre adfærd ved at guide barnet:

  • Vi fortæller barnet, hvad vi gerne vil have, at det gør (og hvad det ikke må)
  • Vi vejleder barnet og viser det nye veje at gå – viser det, hvad der forventes, og giver det andre løsninger
  • Vi vil give børnene de erfaringer, vi gerne vil, at der skal være flere af (perler på en snor)
  • Når vi siger ”vi passer på dig” til barnet, mens forældrene hører det, kan deres angst aktiveres
  • Forældre skal også mødes i nærmeste udviklingszone
  • Forældre har brug for alternative billeder på deres børn
  • Hvis barnet har det svært ved at være i vuggestue eller et andet sted, skal det have så lidt af det som muligt, så længe det forholder sig sådan
  • Barnets ”urhjerne” er ikke til at undvære ”mor” før efter det 3. år, så det er naturligt, at de savner mor. Nogle børn har mere brug for mor/far end andre – lad det hænge!!
  • Nogle børn skal socialiseres i vuggestuen – lære fælles sociale normer (lad forældrene være). Sig "her i vuggestuen …", for så gør vi ikke barnet forkert, men lærer det normer
  • Adfærd, der giver opmærksomhed, gentager sig
  • Dagsrytme er vigtig for små børn, som ikke helt har udviklet en personlig rytme
  • At børn med emotionelle vanskeligheder har meget svært ved frie valg

Samarbejdet med forældrene

Forældre gør det bedste, de formår, i forhold til deres barn. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, snakker vi med dem om, hvad der kan gøres for at hjælpe/støtte deres barn.

Vi vil være ærlige overfor forældrene om deres barns trivsel, og vi ser det som vores ansvar sammen med forældrene at finde de ressourcer, som gør, at barnet kan trives. Nogen gange kan det være, at andre tværfaglige grupper skal inddrages. Vi ser det som vores opgave at hjælpe forældrene til at tage imod hjælpen.

Vi vil gerne holde netværksmøder i vuggestuen. Her kan, udover forældre og personale, også deltage personer fra andre tværfaglige grupper samt andre personer i forældrenes netværk. Mødet skal holdes i en ligeværdig og dialogbaseret ånd, hvor respekt for hinanden er kendetegnende.

I sjældne tilfælde kan det forekomme, at der afholdes tværfaglige møder uden forældrene. Forældrene skal informeres om sådanne møder, og der skal gives en begrundelse for, at mødet afholdes, og forældrene skal have et referat efterfølgende.

Formålet med et tværfagligt møde uden forældre kan være, at de fagpersoner, der arbejder med familien, får udvekslet faglighed og lavet aftaler om det fremtidige arbejde, så det er fremmende for det videre samarbejde om og med familien.

Hvis et barn har brug for en særlig indsats, fortæller vi forældrene om det – først i dagligdagen, hvad vi gør, og vi hører, om forældrene har forslag, som vi kan bruge.
På et tidspunkt aftaler vi et møde med forældrene, hvor vi kan uddybe for dem, hvad vi ser, at deres barn har behov for, eller fortæller dem, at vi har behov for hjælp fra andre faggrupper.

Forældrene inviteres med til at deltage i de tværfaglige møder, som foregår i vuggestuen. Hvis de ikke ønsker dette, kan de give tilladelse til, at personalet må drøfte barnets trivsel på mødet.

Vi vil give det enkelte barn de bedste muligheder og redskaber til at indgå i fællesskabet. Af forskellige årsager kan dette være vanskeligt for barnet i kortere eller længere perioder.

Eksempler på hjælp/støtte til barnet

Her nogle eksempler på, hvilke antagelser vi kan have om barnet, og hvad vi gør for at hjælpe/støtte barnet.

Børn der har brug for særlig stimulering til udvikling:

  • Vi finder lysten/gnisten i barnet.
  • Vi vækker drivkraften.
  • Vi finder tid og rum til, at barnet kan stimuleres i en lille gruppe af børn – evt. alene med én voksen.
  • Barnet må gerne føle sig privilegeret ”som valgt til”.

Børn, der er tæt forbundet med deres forældre, giver vi tid og rum til at få erfaringer med andre voksne.

  • Vi giver barnet en primærvoksen.
  • Den primære voksne guider barnet i at være i vuggestue.

Børn, der er usikre på, hvem de er, og hvad de kan:

  • Vi stiller krav til børnene, som de kan honorere.
  • Vi hjælper dem til en større selvværdsfølelse ved at se dem, sætte ord på deres følelser/udtryk og sætte et spejl op foran dem.
  • Vi finder barnets udviklingsniveau og er klar over, at barnet kan have brug for at ”gå tilbage” i udviklingsniveau, hvis de mangler at indhente noget.

Børn, der er utrygge ved nye og ukendte oplevelser:

  • Vi forbereder børnene på, hvad der skal ske.
  • Vi er troværdige voksne, der rummer børnenes følelser og giver dem sikkerhed for, at vi er der og passer på dem.

Børnene skal stole på:

  • at vi er der.
  • at de får følgeskab af en voksen.
  • at vi aldrig forlader dem uden at sige det til dem.
  • at vi videregiver ansvaret for samværet til en anden voksen, hvis vi ”må” forlade dem.

Børn, der af forskellige årsager har svært ved samspil:

For nogle børn gælder det, at de har uopfyldte behov, oplevet gentagne svigt og manglet omsorg. Her arbejder vi i samspillet barn-voksen for at give barnet gode erfaringer, som det kan bruge i samspillet med andre børn.

For andre børn handler det om at lære normer og regler i et socialt samspil.

  • Vi opfordrer børnene til at kigge på/aflæse hinanden.
  • Vi lærer børnene at spørge hinanden, om de eks. vil lege, og om de må tage/låne.
  • Vi hjælper dem i at acceptere svaret og støtter dem i den følelse, de kan have, eks. vrede, sorg, glæde.
  • Vi lærer dem normer bl.a. ved at sige; "her i vuggestuen ...".

Børn, der har behov for at være i en mindre gruppe eller være for sig selv, og børn, der har behov for mere ro og struktur for at kunne modtage læring:

Ved at opdele børnene i mindre grupper:

  • kan personalet være mere imødekommende overfor barnets behov.
  • kan vi opnå større koncentration.
  • kan vi fremme dialogen.

Børn der i perioder har brug for at være sig selv:

  • Vi hjælper barnet til at finde sit eget rum.
  • Vi giver barnet ro ved at holde de andre børn væk.

Børn, der har svært ved kontakt:

  • Vi reagerer ved at se på barnet, når barnet kigger på den voksne for at blive ”set”.
  • Vi forsøger at forlænge kontakten med barnet ved mimisk kontakt, f.eks. et blink eller et nik m.m.

Vi vedholder kontakten, da vi ved, at barnet vil vende tilbage for at se, om vi stadig ser det. Barnet SKAL opleve, at det gør vi! Barnet skal have en positiv oplevelse af kontakt. Derfor skal personalet reagere positivt og anerkendende.

Børn, der har brug for afgrænsning, så de kan finde ro og koncentration og få et godt samspil:

Her træder den voksne i tydelig karakter og bestemmer, hvad barnet har brug for:

  • Struktur
  • Forudsigelighed
  • Hjælp til at gennemleve frustration/sorgprocessen

Børn, der har lav selvfølelse og (selv)destruktiv adfærd:

  • Vi tager altid barnet alvorligt
  • Vi anerkender barnets følelser
  • Vi overvejer nøje, hvilke krav der stilles – barnet skal kunne honorere dem