ICDP

ICDP er en forkortelse for International Child Development Program, som er en pædagogisk arbejdsmetode udviklet af den norske psykologiprofessor Karsten Hundeide fra Universitetet i Oslo.

Hundeide antager, at børn og unges udvikling og læring helt afhænger af de voksne, der omgiver dem, – derfor er det også oplagt at fokusere på de professionelles kompetencer, når man vil forbedre en pædagogisk praksis.

Målet med at arbejde ICDP-orienteret er, at husets pædagogiske personale udvikler relationskompetence samt pædagogiske metoder til at møde alle børn på børnenes præmisser i både emotionel og kognitiv forstand.

ICDP har to fokusområder for udvikling af den pædagogiske relationskompetence

  1. Emotionel ekspressiv kommunikation med barnet (at tilpasse sig barnets følelsesmæssige tilstand)
  2. Mediering eller stilladseret læring – handler om formidling og berigelse (at tilpasse sig barnets hensigter og kognitive niveau)

Hundeide lægger vægt på, at det gode samspil i pædagogisk sammenhæng kan være præget af, at den professionelle er god til at:

  1. give barnet anerkendelse.
  2. skabe felter af fælles opmærksomhed.
  3. skabe mening i de pædagogiske processer.
  4. give forklaringer.
  5. graduere støtten til barnet.
  6. sætte positive grænser og rammer.

Rationalet bag det hele er, at man, f.eks. i en læringssituation, går fra en diagnostisk praksis med identifikation af mangler til en praksis, hvor man har fokus på at bevæge barnet ind i ”zonen for den nærmeste udvikling” (Vygotsky) og samtidig forsøger at identificere barnets ressourcer.

Det betyder også, at man som professionel direkte forsøger at få bekræftet, prøvet og udviklet disse ressourcer og potentialer vha. mediering – dvs. man anvender ovennævnte seks punkter, der også yderligere detaljeres i de følgende otte samspilstemaer.

Den pædagogiske relationskompetence søges udviklet ved hjælp af de følgende otte såkaldte samspilstemaer.

  1. Vise positive følelser – vise at man er glad for barnet
  2. Tilpasse sig barnet og følge dets initiativ
  3. Tale til barnet om ting, det er optaget af og prøve at få en samtale i gang
  4. Give ros og anerkendelse for det barnet kan
  5. Hjælpe barnet med at fokusere dets opmærksomhed
  6. Give mening til barnets oplevelser af omverdenen og udtrykke entusiasme
  7. Uddybe og give forklaringer
  8. Hjælpe barnet med at kontrollere sig selv ved på en positiv måde at sætte grænser for det – ved at vejlede det og vise positive alternativer