Institution og legeplads

Institution og legeplads ligger i midtbyen og er etableret i en gammel sygehuspark.

Lindehuset er i to etager, og i stueetagen ligger alle personalerum samt den børnehavegruppe, der hedder Spætten.

På 1. sal ligger de to vuggestuegrupper, Skovtrolden og Mælkebøtten, samt den børnehavegruppe, der hedder Musvitten.

Det er også på 1. sal, vi har køkken og et lille alrum.

Der er elevator, men vi synes, det er en god ide, at børnene øver sig i at gå på trapper, så det er kun, når vi skal flytte større ting, at vi bruger elevatoren.

Legeplads

Institutionens nærlegeplads og en legeplads udenfor skal fremstå som en helhed og er anlagt med temaet "Randers, byen og åen". Dette er et vinderprojekt fra en legepladskonkurrence udskrevet af Statens Kunstfond og vundet af landskabsarkitekter fra Roskilde.

Vi har fået sat hegn op, så det kun er Lindehuset, der har adgang til begge legepladser.

Vi har en rigtig dejlig legeplads, hvor børnene har mulighed for at bruge både krop og sjæl.

Her er plads til leg i små grupper, fælles aktiviteter, der udfordrer motorikken, fangeleg, at ligge på græsset og kigge på skyerne og meget mere.

Vi har også rigtig meget plads på græsarealerne bagved, og vi har mulighed for at åbne/lukke lågen fra vores egen legeplads alt efter, hvilke aktiviteter der skal foregå.

Legepladsen bruges også til planlagte aktiviteter, f.eks. forårsuge, gymnastik o.l.

Musvitten

Musvitten er en mobil børnehavegruppe, der hører til i en ombygget rutebil. I bussen findes, udover almindelige sæder, både køkken, borde og toilet. Desuden er der oliefyr til de kolde dage.

Børnene har altid seler på, når bussen kører. Bussen kører hver uge fra mandag til torsdag. Fredag er hjemmedag.

Når børnene er ude at køre med Musvitbussen, har de øvrige børn og voksne mulighed for at bruge Musvitternes grupperum.