Ankomst og afhentning

Goddag

Både børn og forældre skal føle sig set og godt modtaget i Nyvang, og derfor forsøger vi altid at få sagt godmorgen til jer.

Vi hjælper gerne børnene med at få vinket og sagt farvel, og ingen forældre må gå uden at have sagt farvel til deres barn. Det gælder også, selv om barnet er ked af det.

Du kan altid ringe senere og høre, hvordan det går.

HUSK AT SÆTTE BRIKKEN PÅ "GÅ HJEM TAVLEN".

Det er vigtigt, du fortæller os, hvis der er sket noget, som barnet kan reagere anderledes på end normalt.

Det kan være, at barnet er kommet sent i seng, har sovet dårligt, har hostet o.l., men også hvis der sker ændringer i familien. Det kan være, at far og mor skal flytte fra hinanden, sygdom og dødsfald i den nære familie m.m.

Børn er ofte meget sensitive overfor små ændringer, og for vi kan tage hånd om barnet, er det vigtigt for os at vide.

Beskederne gives videre til det øvrige personale, så alle er klar til at give lidt ekstra omsorg.

Farvel

Når du henter dit barn, er det vigtigt, at du orienterer dig på tavlerne ved stuen for at se, om der er kommet nye oplysninger om aktiviteter.

Her kan du som regel også læse lidt om, hvad dagen har indeholdt, og du kan altid spørge om, hvordan dagen er gået.

Vi vil forsøge at fortælle, hvis der har været nogle ting, det er vigtigt for dig at vide, f.eks. om dit barn har været ekstra glad, ked af det, hostet, slået sig o.l.

Og sidst, men ikke mindst:

Når du bringer/henter dit barn, er det vigtigt, at du er nærværende, og vi forventer, at du lader din mobiltelefon blive i lommen.

Det siger vi ikke for at være skrappe/sure, men fordi dit barn har brug for dig og din opmærksomhed.